Vedtægter for Nordborg Pensionistforening 

Stiftet 2.juli 1943

 

§ 1Foreningens navn er Nordborg Pensionistforening og har hjemsted i Sønderborg kommune.  Foreningens adresse er formandens adresse.

§ 2 Formål:

a. Foreningens formål er, at samle pensionister og efterlønsmodtagere til aktiviteter af oplysende, kulturel og social art,ved afholdelse af arrangementer der kan medvirke til, at skabe en indholdsrig tilværelse for foreningens medlemmer

b. Foreningen er upartisk i religiøse og partipolitiske spørgsmål.

§ 3 Medlemskredsen:

a. Som aktive medlemmer kan optages enhver, der modtager pension, samt enhver der er fyldt 60 år.

b. Som passivt medlem (støttemedlem) kan optages enhver person eller virksomhed, som ønsker at støtte foreningens arbejde og formål og betaler et fastsat årligt kontingent eller et sponsorat. Passive medlemmer har ikke tale- og stemmeret på generalforsamlingen og er ikke valgbare.

Ægtepar eller samboende kan ikke sidde i bestyrelsen eller være suppleanter samtidig.

§ 4 Generalforsamlingen:

a. Generalforsamlingen er højeste myndighed. Den afholdes hvert år i januar måned og bekendtgøres mindst 14 dage før den afholdes ved mindst én annoncering i dagspresse, lokalpresse, medlemsblad eller ved skriftlig indkaldes til hvert enkelt medlem.

b. På generalforsamlingen udpeger dirigenten en sekretær til at referere generalforsamlingens forløb. Referatet under skrives og godkendes af sekretær og dirigent.

c. Der vælges 5 bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter, som afgår skiftevis hvert andet år. Ligeledes vælges 2 revisorer, som afgår skiftevis hvert andet år, samt 1 revisorsuppleant, som er på valg hvert år.

d. Bestyrelsen vælger selv næstformand og sekretær ved konstituering.

e. Alle valg og beslutninger vedtages med simpelt flertal i bestyrelsen og på generalforsamlingerne. Ved stemmelighed bortfalder forslaget

f. Generalforsamlingen er beslutningsdygtigt uanset de fremmødtes antal. Alle afstemninger skal være skriftlige, hvis det forlanges.

g. Ændring af nærværende vedtægter kræver vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet af de fremmødte stemmeberettigede..

§ 5 Dagsorden:

1.  Valg af dirigent

2.  Valg af stemmetællere

3.  Bestyrelsens beretning og orientering v. formanden - til godkendelse

4.  Foreningens reviderede regnskab fremlægges af kassereren - til godkendelse

5.  Forslag fra bestyrelsen - herunder kontingentfastsættelse, og indkomne forslag

     (indkomne forslag fra medlemmerne skal være formanden i hænde 8 dage før generalforsamlingens afholdelse)

6.  Valg af formand i ulige år

7.  Valg af kasserer i lige år

8.  Valg af 1 bestyrelsesmedlem plus 1 suppleant i ulige år

     Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer plus 1 suppleant i lige år

9.  Valg af 1 revisor i lige år

     Valg af 1 revisor i ulige år

     Valg af 1 revisorsuppleant hvert år

10. Eventuelt (forskelligt kan drøftes, men ikke vedtages) 

§ 6 Ekstraordinær generalforsamling:

a. Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 20 % af medlemmerne forlanger det og skriftligt motiverer det forslag, som de ønsker behandlet, og som skal være indsendt til formanden 1 (én ) måned før ekstraordinær generalforsamling ønskes afholdt

b. Forslagene må ikke indeholde emner, som er i strid med foreningens formålsparagraf  (§2).

c. Den ekstraordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

§ 7 Forenings- og mødeledelse:

a. Bestyrelsen beslutter fordeling af ansvar, opgaver og kompetence.

b. Sekretæren fører forhandlingsprotokol ved alle møder og sørger for underskrift af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer ved næstfølgende bestyrelsesmøde. Protokollen skal være autoriseret og have nummerering af siderne. Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, når denne finder det nødvendigt, men mindst 4 gange årligt eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer anmoder derom med angivet motivering. 

§ 8  Bestyrelsens beføjelser:

a. Kassereren sørger for alle ind - og udbetalinger og fører skriftligt regnskab med bilag herfor.

b.Bestyrelsen bestemmer udgifternes størrelse ved rejser,møder, kurser mv., samt møde- og repræsentations- og telefon godtgørelse m.v. Foreningens formue og driftskapital skal være indsat i pengeinstitut.

c. Bestyrelsen har ret til at nedsætte forskellige udvalg.

§ 9 Kassererens og revisors forpligtelser:

a. Kassereren aflægger det reviderede regnskab på de ordinære generalforsamlinger til godkendelse, og holder bestyrelsen orienteret om økonomien på bestyrelsesmøderne. Kassereren anviser bilag til udbetaling efter formanden har attesteret bilagene.

b. Revisorerne har ret til uanmeldt revision. Ved al revision skal formanden så vidt muligt være til stede. Regnskabet følger kalenderåret.

§ 10 Eksklusionsmulighed:

a. Dersom et medlem forsøger at undergrave sammenholdet i foreningen, kan bestyrelsen ekskludere vedkommende, indtil ordinær generalforsamling, hvor medlemmet har ret til at fremføre sine synspunkter før endelig afgørelse træffes af generalforsamlingen.

§ 11 Opløsning:

a. Hvis foreningen opløses,skal dette være vedtaget på ekstraordinære generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum, og med dette punkt på dagsordenen og skal være vedtaget med mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede på begge generalforsamlinger.

Herefter overlades det til den siddende bestyrelse at træffe afgørelse om anvendelse af resterende formue, når alle forpligtelser til foreningen er afholdt.

b. Formuen skal anvendes til sociale formål, som kommer pensionisterne til gode. Protokoller, revideret regnskabs- og arkivmateriale skal enten afleveres til et lokalt kommunalt arkiv (Byhistorisk Arkiv eller lign.) for eventuel oprettelse af ny forening.

Revideret og vedtaget på generalforsamling den 15.januar 2009 samt 17.januar 2013